Anmeldelse af Yonex SHB 65 Z4

Den schweiziske lommekniv i badmintonsko – minus wow-effekten 

Yonex SHB 65 Z4
Yonex SHB 65 Z4

Yonex SHB 65 Z4 er ikke en sko, der forsøger at revolutionere noget. Den forsøger heller ikke at ligne noget fra en eksklusiv streetwear-kollektion. Den forsøger derimod at være... god. Rigtig god. Og det lykkes den faktisk med.

Det her er den sko, der dukker op igen og igen i hallen. Ikke fordi den skaber drama – men fordi den virker. Et ægte allround vidunder, pakket ind i et design så anonymt, at du kunne have haft den på i tre år uden at opdage det.

Førstehåndsindtryk & Design

Ærligt? Designet er decideret røvsygt. Der er noget "kontorprinter i sneakers"-æstetik over det hele. Hvis du håbede på spræl, glitter eller bare en snert af personlighed, så må du finde dine kicks andetsteds.

Men! Den føles solid. Den ser funktionel ud. Og nogle gange er det præcis dét, der skal til.

Komfort & Pasform

Her rammer SHB 65 Z4 plet. Den sidder tæt, fast og støttende – uden at mase dine tæer som en trang julemiddag. Den føles, som om den ved, hvordan en fod fungerer, og den hverken glider, gnaver eller gør væsen af sig. En behagelig makker, der lader dig fokusere på spillet – ikke dine fødder.

Vægt & Bevægelsesfrihed

Skoen er let uden at være ultralet. Smidig uden at føles som en sok. Den reagerer, når du beder den om det, og den tillader hurtige retningsskift uden drama. Nej, den vinder ikke prisen som mest eksplosive sko i hallen – men den gør arbejdet. Hver gang.

Stødabsobering & Affjedring

Affjedringen er god – ikke banebrydende, men klart godkendt. Power Cushion-teknologien fungerer, som den skal, og dine led bliver ikke forulempet af hårde landinger. Du får ikke fornemmelsen af at hoppe på marshmallows, men du bliver heller ikke smadret ved hvert split step.

Konklusion: Den ninja du ikke ser - men som altid redder dig i sidste sekund

Yonex SHB 65 Z4 er ikke en sko, du forelsker dig i ved første blik. Den er skoen, du forelsker dig i efter 100 kampe og nul vabler. Den prøver ikke at være noget, den ikke er – men det den er, gør den fremragende. En ægte allrounder til spillere, der vil have komfort, fart og stabilitet i en og samme pakke.

Den er ikke spektakulær. Den er bare stabilt, irriterende, driftsikker.