For ikke så længe siden, i en badmintonhal med trækgardiner og dårlig akustik...
Opstod Badmintossen – en side for dig, der elsker badmintonudstyr, men hader at træffe beslutninger baseret på fedtede reklamer, smilende juniorlandsholdsspillere og youtubere, der kalder alt for "game changing".
Her får du ærlige anmeldelser og guides – skrevet af en ganske almindelig motionist, der hverken får gratis udstyr, sponsorpenge eller ambassadørkoder (medmindre nogen tilbyder det. Integritet har også en pris).
Jeg er din makker uden for banen. Ham, der faktisk har testet ketchere, sko og strenge – ikke bare pakket dem ud i slowmotion under LED-lys med falsk begejstring.
🏸 Ærlige badmintonanmeldelser
Udstyr testet af en motionist med tvivlsom vinderstatistik – men glimrende dømmekraft. Ketchere, sko og strenge bliver vurderet med sved, stolthed og et drys irritation.
Vil du vide, hvad Yonex, Victor, Li-Ning og Forza egentlig kan – uden filter – så er du landet det rette sted.
🧠 Grejguides, så du undgår at gentage mine fejl
Vil du finde den bedste badmintonketcher til din spillestil? Eller de sko, der ikke koster en ny hofte i selvrisiko?
Her får du guides til badmintonudstyr, der hjælper dig med at vælge rigtigt første gang (i modsætning til mig).
🦴 Tips & tricks til den overambitiøse bagbane-spiller
Få råd om greb, strengespænding og støttende sko – til dig, der stadig spiller som en 25-årig, selvom dine led har protesteret siden 2018.
Alt sammen serveret med tør humor og ægte erfaring – ikke AI-genereret nonsense fra folk, der aldrig har lugtet en sportshal i november.
💸 Og ja, det kunne du have undgået:
Hvis du havde læst det her først, havde du måske ikke brugt 1.600 kr. på en badmintonketcher, der føles som en fluesmækker med kognitive udfordringer. Eller 1.200 kr. på sko, der lyder som en gaffel i parketgulv hver gang, du laver et split step.
🏸 Til sidst - og vigtigst!
Badmintossen er lavet af en amatørspiller med flere meninger end sejre.
For os, der elsker spillet, udstyret og brokkeriet. Og som mener, at folk der spiller i ankelsokker fortjener en uvenlig advarsel – og en regulær opsang.


